Kærlighed skal ses i biografen

Af Anna Libak 11

GPS

For nylig var jeg inde at se den anmelderroste kærlighedsfilm »Brooklyn«, og til min store behagelige overraskelse endte den uden videre lykkeligt.

Ugen efter så jeg så filmen »Carol«, og minsandten om det ikke gentog sig. Den endte lykkeligt, selv om den ellers handlede om lesbisk kærlighed i halvtredserne.

Hvor heldig har en romantiker lov at være? DET ER NEMLIG ikke mange år siden, at en kærlighedsfilm helst skulle ende ulykkeligt for at blive anset for et kunstværk. Forstå mig ret: Der har selvfølgelig aldrig været mangel på kærlighedsfilm, »Pretty Woman«, »Notting Hill« og den slags, hvor de fik hinanden i enden. Men det var jo eventyr; ren trashy eskapisme, som intet havde med virkeligheden at skaffe. I »Pretty Woman« ser vi aldrig luksusluderen Julia Roberts sammen med andre end Richard Gere; naturligvis ikke, for hun er jo en pæn pige, som ved en fejltagelse er havnet i prostitution.

Og i »Notting Hill« er vi ikke et sekund i tvivl om, at Julia Roberts selvfølgelig har slået op med sin hidtidige kæreste, før hun indlod sig med Hugh Grant; det er bare den selvfede ekskæreste, som ikke har fattet det.

NEJ, MED »BROOKLYN« og »Carol« er det anderledes: De ender lykkeligt, men kærligheden koster.

Fuldstændig som i virkeligheden. I »Brooklyn« skal Eilis vælge mellem to mænd, Tony og Jim, der begge er hamrende flinke og fortjener hende.

I »Carol« er bedriften selve slutningen: De har ingen chance for lykke i et fordomsfuldt samfund, men de griber den alligevel.

OG JEG ER IKKE et sekund i tvivl om, at når film pludselig ender lykkeligt i biografen, så er det da fordi vi er holdt op med at tro på lykkelige slutninger i virkeligheden.

Happy endings er nu blevet kunst. Formodentlig er der efterhånden flere, som tror på reinkarnation end på den eneste ene. Lige pludselig lever vi i et samfund, hvor drenge i gymnasiet bytter nøgenbilleder af piger på nettet, og hvor argumentet for, at en mand ikke skal betale for den første date på Tinder, er, at så bliver han altså ruineret.

Han har nemlig tyve dates i kalenderen om måneden.

Hvortil flere kvinder i den tråd, jeg så på Facebook, replicerede, at det gør dem skam ingenting. De vil helst selv betale. For de er der også for at få noget hurtig sex.

JEG TROR, AT VI alt for længe har talt kærligheden ned i vores samfund. Det pæneste, man efterhånden siger om lange kærlighedsforhold er, at de er bedst for børnene.

Ellers hører man mest om, hvor kedelig sex, sådan nogle par har, og at de tilbringer weekenden i Silvan.

Og problemet er jo, at vi bliver påvirket af fortællingerne.

Jeg ved det, for jeg gik engang til et feministisk foredrag om at få styr på sin pensionsopsparing. Det handlede om alle de måder, ens mand kunne snyde en på og overføre penge til konti på Cypern. Da jeg kom hjem, krydsforhørte jeg min egen i en time, indtil han blev virkelig sur og jeg indså, at jeg er for let påvirkelig til at lytte til den slags foredrag.

For kærligheden findes altså kun, så længe man vælger at tro på den.

Det er de så heldigvis begyndt på i biografen.

11 kommentarer RSS

  1. Af Jan Petersen

    -

    Berlingske udlandsredaktør har fået nyt emneområde – filmanmelder. Gu’ hvad næste udlandsemne bliver – papirklip i børnehaven!

  2. Af Henrik Knage

    -

    Er det ikke det der kaldes “Træden vande” journalistik? Eller tilpas tilbagelænet fravær – fra den virkelige verden?

  3. Af Niels Peter Lemche

    -

    HENRIK KNAGE – 8. APRIL 2016 17:12: Tværtimod, det er faktisk et meget værdifuldt lille essay. Men selvfølgelig, hvis du hører til det gamle slæng, der sidder på bænken og ser efter pigerne, men ikke længere kan huske hvorfor…

    Pretty Woman og Notting Hill er herlige film, og tænk: Der bliver ikke slået en eneste ihjel!

  4. Af Henrik Knage

    -

    Vi kan da godt kalde det en “Bænkevarmer” – men hvis jeg rejste mig op – og gav den gaz, så blev jeg sat i skammekrogen – og mine forældre kontaktede 🙂

  5. Af Henrik Knage

    -

    Fransmænd de ødelægger alt, menneskesyn, evnen til kun at binde fluer til natfiskeri – og samtidig begrebet kunst je suis franskmand, i skikkelse af Charlotte Gainsbourg – er jeg desværre ikke, men ville ønske jeg var hende – i del 2 på sidste akt, da hun forinden erkender, at hun frem for at have været nymfoman i hele hendes liv – at det er tid at gå i kloster.

    Der lyder et skud – og lyden af en kattelem, der knirker i hoveddøren – men ingen ved om der er ham – eller hende, der forlader rummet.

    I stedet kommer “Hej Joe” på rulletekst, af Charlotte Gainsbourg – ret godt gået Lars von Trier til filmen “Nymphomaniac”.

  6. Af Henrik Knage

    -

    EU er efterhånden blevet en gylletank – ingen med bare nogenlunde stedsans – eller eksperter i “Rævesøvn” ville tænke en tanke. Men EU er gylletænkning – hvis man vil have orkideer – er man nød til et tænke snyltere – men det er de slet ikke.

    Lige så lidt som kontanthjælpsmodtagere er et problem i det danske samfund. Det eneste problem der er, er et offentligt kasseapparat med alt for mange pladser til kontanter – der ikke er, eller ikke eksisterer fysisk – det eksisterer kun via gentaget og selvbekræftiget idioti – fortalt så mange gange, af andre – af vælgerne til sidst tror på det..

  7. Af Kristian Mikkelsen

    -

    Feministisk bøsseævl

  8. Af Søren Rasmussen

    -

    Når sjæle mødes – hvilket de jo gør hver dag – og hele tiden – så lærer de at elske hinanden.

    Se – det er kærlighed.

    ‘We are just two lost souls – swimming in af fish bowl – year after year, and what have we found…the same old fear.’

    Jeg er sikker på at Anna Libak har ‘nosserne’ til at fortsætte sin blog.

    Hun har i hvert fald min støtte – 100%!

  9. Af Svend Nielsen

    -

    Kærlighed til sandheden, retfærdigheden, fædrelandet, demokratiet, historien og vores kulturarv mv. svinder mere og mere i takt med at befolkningen og især ungdommen hjernevaskes og fordummes ved brug af propaganda, halve sandheder, tarvelig tv-underholdning og anden elektronisk underholdning. Det svækker både det folkelige sammenhold og den enkelte borgers modstandskraft og overlevelsesinstinkter. Aldrig før har det danske folk stået så svagt som nu overfor trusler udefra, ovenfra og indefra. Så nu findes kærligheden end ikke i biograferne, hvor den kun består i illusioner på celloid eller harddisk kredsløb. Men den overfladiske tankeløse kultur og den kortsynede egoisme blomstrer og har sin storhedstid. Og om lidt er Danmark en fejlslagen stat og et mareridt samfund.

  10. Af Finn Bjerrehave

    -

    Den ultimative verden, made in Hollywood, og så er det op til det enkelte menneske om den personlige kærlighed kan blomstre, netop det eneste fornuftige mennesker kan tilbyde livet, kærlighed til sin partner, og livet har en mening.
    Ganske enkelt.Finn Vig

  11. Af georg christensen

    -

    Tro mig eller lad være , den virkelige “kærlighed” til LIVET, et individ til et andet, kan ikke tilkendegives med biografens “illusioner”, Biografernes største problem i dag er netop ,deres egen kamp mod virkeligheden i deres egene “illusioner”.

    Hvor blev virkeligheden “LIVEs ” grundlag af , i biografens sukkersøde forvandlings proces beskrivelser ?. Med vold og magt samt desillusioneret kærlighed forsøger biograferne at desillusionere LIVET. Med “magtbegær”, fuldstændig at tilintetgøre enkelt individets eksistens berettigelse.

    NB: Jeg mener: Kærlighed til LIVET, kan i dag ikke ses i biografen, alligevel findes den overalt udenfor., så derfor mener jeg at “kærlighed” overhovedet ikke kan ses eller findes i biografen, som jeg kun opfatter som illusionens paradisiske illusions beskrivelser.. .

Kommentarer er lukket.